Jan Svenungsson

Damm, Inge. ”Afvigelserne er brændstoffet”,

in: Nationalmuseet Nyt, # 96 2002


Jan Svenungsson er en af de 20 kunstnere, der repræsenterer de sidste 50 år af østersøområdets historie på Nationalmuseets Mare Balticum-udstilling.

Jan Svenungsson er født i Sverige, men bor i Berlin. Det var her, han i 1996 skabte værket ”Psycho-Mapping Scandinavia” til en udstilling i Sarajevo kort efter, at belejringen af byen var ophørt.Værket, der vises på udstillingen, består af 66 tegnede kort over et Skandinavien, der ændrer stadig mere form, efterhånden som tegningernes antal stiger.

- ”Psycho-Mapping Scandinavia” tog en god måneds koncentreret arbejde at fuldføre. Jeg havde stillet mig selv den udfordring at fokusere på en arbejdsproces, hvor der hele tiden er klart definerede del-opgaver som det ikke er muligt at udføre helt og aldeles fejlfrit. Disse utilsigtede fejl akkumuleres i værket og er med til at skabe dets indhold. En tilsvarende proces finder sted i ”det virkelige liv”, som fx når arter udvikles ved mutation, men også i kulturen. Her sker det ofte, at oprindelige misforståelser eller tilfældige afvigelser bliver grundlag for ideer, som fører udviklingen videre. En ung forfatter eller kunstner begynder fx med at efterligne andre kunstneres værker, men det er afvigelserne, der gør øvelsen interessant.

Helt konkret forløb denne arbejdsproces på følgende måde: Jeg begyndte med at kalkere et kort over Skandinavien over på et stykke A-3 papir. Så tog jeg et andet A-3 ark og tegnede dette kort af i hånden så præcist, som jeg overhovedet kunne. Det foregik uden tekniske hjælpemidler, værktøjet var en gammeldags stålpen, der blev dyppet i blæk -– og mine øjne. Da ”kopien” var færdig, lagde jeg det første billede – originalen – væk og lavede et nyt billede, hvor jeg med største omhu tegnede det andet billede, altså den første kopi, af i hånden.

De små afvigelser, der opstod i den første kopieringsproces, er nu blevet en del af den nye ”original” og skal kopieres på helt samme måde som de andre informationer. Selvfølgelig kan man ikke undgå, at der kommer nye fejl til, og når jeg bagefter fortsætter med at kopiere kopien i hånden, ophobes disse afvigelser og bliver ophav til en visuel udvikling, som jeg ikke har nogen egentlig kontrol over, eftersom jeg jo netop bestræber mig på ikke at tilføje noget. Jeg har nu skabt en strengt regelbundet proces, som det imidlertid ikke helt er muligt at gennemføre – det er det, der er pointen – men som alligevel skal respekteres så vidt muligt. Faktisk forsøger jeg at omskabe mig selv til en slags maskine vel vidende, at det er umuligt, men vi stræber vel netop tit efter en eller anden uopnåelig tilstand.

Selve processen udspiller sig i den visuelle skikkelse af et kort; derfor opstår der komplekse muligheder for at tolke de udsagn, der opstår i processen. For alle et korts bestanddele er jo tegn og som sådanne til at fortolke ud fra fx geografiske, sociale og politiske modeller. I dette værk har jeg udført to ”kopieringskæder”, som går i hver sin retning ud fra originaltegningen, der befinder sig et sted i midten. Mit indre regelsæt så lidt forskelligt ud i de to serier, hvilket også kan aflæses i, hvordan de ser ud.

Jan Svenungsson er bedst kendt for sine skorstene. Han har opbygget runde teglstensskorstene forskellige steder i verden lige fra Sverige til Korea, hvor en skorsten blev rejst i anledning af EXPO ’93. Disse værker får, ligesom Psycho-Mapping, tilskuerne til at studse, og det er også en del af ideen med dem.

- Der er tydelige paraleller mellem de måder, hvorpå et Psycho-Mapping arbejde og en skorstensskulptur fungerer. I begge tilfælde handler det om arbejder, der på forhånd er præcist defineret, som er underlagt tydelige, formelle regler, og som, når de er færdige, bærer præg af, at indholdet ikke længere kan kontrolleres. Skorstensskulpturerne – fx den tredje, der står ved siden af et dobbelt så højt hus i den finske by Kotka, eller den femte, som rejser sig 14 meter over en flod i den gamle industriby Norrköpings centrum – er fysisk meget håndgribelige og foruroligende. Alligevel er det ofte uklart for den tilfældige betragter, om det overhovedet drejer sig om et kunstværk. Denne ambivalens giver værket en spænding og afstedkommer diskussioner, der ikke kun handler om kunstbegrebet. Den sidste skorsten har siden sommeren 2001 stået i kanten af en skov 100 meter fra en lille vej langt ud på landet i Tyskland.

Ud over Skandinavien har Jan Svenungsson også lavet ”Psycho-Mapping” af Europa og Australien. Det aktuelle skandinaviens-projekt var oprindelig tænkt som en psycho-mapping af det tidligere Jugoslavien.

-Jeg havde allerede deltaget i en udstilling i Sarajevo midt under belejringen. En svensk pige, som arbejdede for en hjælpeorganisation, fløj ind med et militærfly, en faldskærm og arbejderne i en lille taske. Vi var fem-seks kunstnere, som udstillede i en slags studenterhus. Fronten var en kilometer væk. Jeg viste en fotoserie, som afslørede mit eget stockholmske hjems kaos. Efter at belejringen var holdt op, blev jeg igen indbudt til at udstille i Sarajevo, og det var ved den lejlighed, jeg fik ideen til at tegne et kort-billede, hvad der jo af sig selv ville give muligheder for geopolitiske fortolkninger. Jeg nåede dog hurtigt frem til, at det ville virke både ubehageligt og arrogant, hvis jeg skulle tegne et kort over det sammenbrudte Jugoslavien, hvad der havde været min første indskydelse. Så endnu engang vendte jeg blikket hjemad i stedet. Kaos vil kunne bryde ud overalt, også i Skandinavien. Vi har ikke ret til at tage noget for givet. Det ville passe mig fint, hvis min kortserie blev læst som en konkret repræsentation af et bestemt aspekt ved Skandinaviens udvikling. Spørgsmålet er bare hvilket?

Svenungsson har oversat romanen ”Hebdomeros”, der er skrevet i 1929 af den italiensk-græske maler Giorgio de Chirico. Med sin præcision, sine mange lag af bisætninger og sin forbløffende visuelle skarphed fascinerer den ham ligesom de Chiricos billeder. De har en fantastisk evne til at betragte hverdagsagtige ting så koncentreret, at de begynder at forandre sig og fremvise nye betydninger, der tilsammen danner mærkværdige systemer, mener Jan Svenungsson.

- Når jeg reflekterer over, hvordan jeg arbejder, kan jeg konstatere, at der er bestemte ideer og interesser – vi kan kalde dem besættelser – som bliver ved at følge mig, og som jeg lokkes til at omsætte i forskellige teknikker og udtryk alt efter omstændighederne. Det er ikke noget program, men bare et forsøg på at være tro over for sine ideers forskellige farver.

– Hvert kunstværk er sit eget budskab, hvert kunstværk prøver at sætte noget i bevægelse. Hvis der i forvejen fandtes et tydeligt og let oversætteligt indhold, ville det være bedre at skrive det i avisen eller et andet trykt medie.Jeg omsætter visse ideer i billedkunst, først og fremmest fordi, jeg selv er nysgerrig efter at se, hvad der kommer ud af det. Jeg er mit eget første publikum.

Inge Damm